Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/linethams.com/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2734

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/linethams.com/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2738

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/linethams.com/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3679
Punktering på baghjulet - Line Thams

Blog

FOLLOW MY LATEST NEWS

Punktering på baghjulet

Med fare for at skrive en halv-depri-update (det er ik’ rigtig mine favoritter)….:

Punktering på baghjulet er nok en af de ting, jeg synes mindst om i verden. Det er virkelig træls. Men noget der er mere træls er, når ens bedre halvdel bliver syg. Og når kroppen (nok som respons) slukker samtidig med, så er det sgu som om, forhjulet også punkterer. Dobbelt træls. Hvis det så også begynder at regne….arjj!! I kender nok følelsen. Så langt ude er jeg heldgivis ikke (7-9-13). Men alligevel.

English update here

Jeg er ikke særligt konkurrenceaktiv, selvom sæsonen er på sit højeste. Og det er ikke udelukkende et bevidst valg; jeg savner at race, adrenalinen, kampene, og jeg glæder mig virkelig til, at jeg igen regelmæssigt kan få numre på maven! 

Det der “life” har haft lidt andre planer de sidste par år, end jeg har haft. Hvor end meget jeg har villet, at udefrakommende faktorer ikke skulle have nogen sportslig betydning, har jeg måttet indse, at jeg ikke kan kontrollere alt (ja okay, det tog mig nok noget tid at indse!). 

Som mange ved, var sidste år ikke et smooth år for mig og mine nærmeste – men jeg lærte mange lektioner, som jeg nu bruger her i rodet-år vol 2.0. I maj blev min kæreste syg med lymfekræft i stadie 3 (af 4), og så tog livet en ordentlig drejning – igen! Prioriteter er blevet re-evalueret, og det har generelt taget nogle måneder at vænne sig til hverdagen med kemo (som pårørende / roomie etc). Heldigvis fylder kemo ikke hver dag, og heldigvis har kræften et styk positiv-kampklar-mandfolk. Så meget, at han engang imellem flexer biceps og stolt siger: “Jeg har KRÆFTEN!” (Red: kraften) 😉

Men der er også dage…eller perioder af dage, hvor man bliver mindet om, at det ikke er en random lungebetændelse, som hænger i luften af lejligheden. Kemo er krads – mere krads end kræften i sig selv faktisk – nok mest fordi den er mere in-your-face, og det har jeg også skullet vænne mig til, selvom det ikke engang er mig, der får giften!

For at vende tilbage til triathlon, så er det ikke det der fylder mest eller bliver prioriteret højest pt. Men det får lov til at fylde alle hullerne, og det er jeg vild med! Træningskvaliteten er svingende fra dag til dag (som i: fra verdensklasse-niveau til ikke-at-kunne-gennemføre-3km-løb-niveau), men dér hvor jeg mærker den største begrænsning, er restitutionstiden. Hold nu maule, den er lang nogle gange! Enten har det virkelig ramt mig at blive midt i tyverne (!!), ellers der er noget om det dér med, at “generel livs-stress” ikke bare kan fikses med en proteinshake og en tur i Normatec. Så med restitutionstid som en 100-årig – og med henblik på ikke at køre kroppen ud i overtræning i en periode, hvor jeg ikke engang er i nærheden af toppen – bliver træningen også kørt derefter. Og det afspejler formen også ganske fornemt (læs: den er ringe) 😉 Ergo konkurrerer jeg meget kun begrænset og kun nationalt pt. 

Jeg ved, at hver måned lige nu væk fra elite-tilværelse tærer mere og mere på bund-grundformen – og efter mere eller mindre 1,5 år uden consistent træning, så kommer mit top-niveauet heller ikke bare lige tilbage, dén dag der er lidt mere standart over hverdag igen uden temaerne koma og kemo. Derfor har jeg nedjusteret mine målsætninger for, hvad der kommer til at ske i den nærmeste fremtid. 

I mellemtiden hygger jeg rundt med at lave spirulina og chlorella smoothies i mange-flertal herhjemme, har lidt mere coaching, holder nogle træningsoplæg rundt omkring og kigger på andre måder at strukturere hverdagen på, nu hvor indtægtkilderne fra konkurrencer er zero. Jeg træner fortsat med TTSDU, når det er muligt.

For at slutte af med sådan et lille quote, fordi jeg er one-of-those-little-quote-suckers, så var det første, der slog mig: 

“Life is what happens while you’re busy making other plans” – John Lennon. Og det er jo rigtigt nok, men jeg er sgu også bare sådan lidt træt af. Så kunne man også gå i den anden, lidt mindre filosofiske og lidt mere happy-go-lucky grøft, og sige:

“Don’t worry, be happy” – men den er måske også lige lovlig jubeloptimistisk og overfladisk at slutte på, selvom det nu var mit altoverskyggende motto som teenager! 

Så faldt jeg I en simpel google-søgning over: “Caring less is the easiest way to be happy” – zygt nok forslag! Nu ved jeg ikke hvem der har skrevet det, men aaaargh, den holder ikke langt på den menneskelige og empatiske skala, hva? 😉 Og jeg er iøvrigt heller ikke enig. (Læs bogen “The Subtle Art of Not Giving a Fuck”, og så ved du, hvad jeg mener).

“Accept what is. Let go of what was. Have faith in what will be” indkapsler nok meget godt status.

Altoverskyggende vender jeg hver dag tilbage til et kort af Lea og Schilling med ordene: “Vi ved ikke, hvad fanden vi skal sige.” Det er sgu godt sagt. Det minder mig hver dag om at gå med flowet.

Til forbundet, mentorer, sponsorerer, venner og familie, tak for at få mig til at stoppe op samtidig med at gå videre.

Leave a Reply

Scroll to top