Blog

FOLLOW MY LATEST NEWS

HOKA RACE SKO REVIEW

Da jeg uploadede min blog omkring mit eksperiment for at finde min yndlings-trænings-løbesko fra HOKA, var det mest stillede spørgsmål: “Men hvad så med konkurrence sko…? Hvilken HOKA sko ville du så vælge til de helt hurtige ture? På det tidspunkt måtte jeg være svar skyldig, men nu har jeg fået testet, og jeg er ikke i tvivl! Så inspireret lidt af HOKAs motto: Here we…fly 😉

Carbon X2 eller Rocket X?

Jeg har testet begge af de nye lanceringer fra i år: Carbon X2 og Rocket X. Begge er med carbon sål, og altså en del af den nye trend indenfor løbesko-teknologien. Og så kan man synes, hvad man vil om udviklingen – men hvis du bare går lidt op i hvor hurtigt, du løber, så vil jeg mene, at du snyder dig selv, hvis du ikke har et par carbon-sko på skohylden. Basta bum. Så er det ligesom på plads 😉

Det bounce de giver er altså lidt som at løbe på mini-stylter, og jeg ser mange løbere (mig selv inkl), der kommer til at hænge alt for længe i jorden, når trætheden melder sig på, og man fortsat prøver at løbe hurtigt. Det mikro-boost som en carbonsko kan give – det er selvfølgelig virkelig individuelt, om/hvor meget det hjælper dine konkurrence-tider at komme i en carbon sko – er i mine øjne en gave sendt fra The Heaven of Technology. 

Og nu er HOKA så kommet med to modeller på meget kort tid. Jeg var selv nysgerrig på, hvad forskellen var, og hvilken der var bedst. Lad mig skynde mig at sige, dette ikke er et udtømmende review på hvilken carbon sko, der er den bedste i verden – men kun baseret på mine egne erfaringer med Rocket X vs Carbon X2 – baseret på helt subjektive fornemmelser, objektive mål og ud fra lidt research og snak med løbe-kyndige. Oooog, hvis du søger et udtømmende review med vurdering af EVA og PROFLY teknologier, der er brugt – så søg andre veje 🙂 Her holder jeg mig til: Keep it simple.

CARBON X2

Den korte sammenligning af de to sko på rå facts er, at Rocket X er den letteste, og Carbon X2 er den flotteste (ja, det er et fact ;)) – og der er ingen forskel på drop. Prisniveauet er for begge sko en sjat højere end standart træningssko, men stadig noget billigere end fx Nike’s korrespondent til en carbonsko. Carbon X2 er dyrere end Rocket X, med en prisforskel svarende til 7 liter skyr. 


CARBON X2 ROCKET X
Vægt (herresko) 239 g 210 g
Drop 5 mm 5 mm
Pris (HOKAs hjemmeside) 1750 kr 1550 kr

Så er facts ligesom på plads. Men for mig har det altid været vigtigst: Hvad FØLES bedst? Jeg har sågar løbet World Cups i min træningssko, bare fordi jeg ikke følte mig godt tilpas i de mega minimalistiske racesko, der var in for 5-7 år siden. For mig er en god føling i løb lig med hurtigt løb.

Og straight-to-the-point: Den bedste følelse får jeg uden tvivl, når jeg løber i…. 

ROCKET X

Og det er måske ikke så overraskende – og måske lidt farvet af, at jeg har ladet mig fortælle, at Carbon X2 er det (klart) bedste valg til de helt lange distancer; fx marathon. Og med min længste løbetur til dato på 23km (let intensitet), så må jeg melde mig (lykkeligt?) uvidende om, hvor nice en sko, det er til de helt lange distancer. Men det er nok ikke helt tilfældigt, at mottoet til Carbon X2 er: “Go the distance. Go there fast”. 😉

Samtidig har jeg også ladet mig fortælle, at Rocket X er et godt valg til de kortere distancer (5-10-halvmarathon løb). Og dét kan jeg godt skrive under på. Den blev fra første tur en af mine absolut yndlingssko til de dage, når det skal gå ekstra-stærkt, og vi leger konkurrence i træningen. Det er min opfattelse, at der er godt greb i skoen og god stabiltet omkring foden, samtidig med at der kommer det lille ekstra skub, når man sætter af. Og det er netop en kombi, som jeg synes, man nogen gange går på kompromis med i en konkurrence-sko: Måske er den bouncy eller mega let – men så er den som oftest ikke særlig stabil eller med et ordentligt greb. Det er nok lidt den type sko, jeg gerne havde haft for 6 år siden, da jeg løb konkurrencer i mine træningssko – fordi jeg ikke følte, jeg kunne løbe ordn’lig stærkt, hvis jeg ikke også havde et ordentlig “greb” om asfalten. 

Så (selvfølgelig) skulle denne blog ende i en “IT DEPENDS”… 😉 

Skal du løbe kort og hurtigt? Rocket X. 

Skal du løbe langt og hurtigt? Måske mere Carbon X2, men jeg ville nu heller ikke tænke, at man ikke kan løbe langt og hurtigt i Rocket X!

Og iøvrigt, nu hvor jeg selv er så mega picky med min følelse, dit, dat og dut, så vil jeg sige: Ta dit mundbind på og gå ned i din lokale HOKA forhandler og prøv begge sko på, hop lidt påstedet – og bum, så tror jeg altså, du har dit bedste svar. Igen må jeg sige: Keep it simple 😉

God påske, venner! Vi ses på stierne 🙂

PS: Lad os ikke glemme HOKA modellen Rincon. Den er uden carbonplade, men den er stadig en vildt sød og hurtig sag. Læs mere om den her.

Leave a Reply

Scroll to top