Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/linethams.com/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2734

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/linethams.com/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2738

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/linethams.com/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3679
Jeg er her stadig…. - Line Thams

Blog

FOLLOW MY LATEST NEWS

Jeg er her stadig….

Lørdag aften var jeg ved at gå i små-panik. Hvor faen er min racedragt? Jeg kom i tanke om, at den nok sidst var blevet brugt af mine veninde for nogle år siden…og det var et clue nok til, hvor jeg skulle lede. Dragten blev fundet, støvet af og så var jeg klar til at smide benene op til min første pre-race aften i gu’ve’hvor’længe. Det føltes godt. Virkelig godt. Men jeg var samtidig lidt nervøs for, om jeg havde skabt en romantisk forestilling om, hvor fedt det nu er at køre race….den tanke fik jeg heldigvis skudt helt i sænk 24 timer senere. HOLD K, hvor havde jeg glemt hvor FEDT, det egentlig er at køre race! 🙂

Søndag morgen gik turen mod Aabenraa, mit barndoms-hood. Jeg skulle køre sprint distancen, og det er vel også tilbage på “kendt” jord. Jeg har kørt gu’ve’hvor’mange sprinter, og det mærkede jeg også lidt til under racet. Helt grøn var jeg trods alt ikke, selvom det var lang tid, siden jeg havde været i ilden sidst! Men jeg var sgu usikker inden start….”kan jeg finde ud af at klikke hjelmen, har jeg glemt hvor ondt det gør, kan jeg egentlig stadig finde ud af det?”. Alt sammen rimelig irrationelt – som de pre-race tanker nu tit er…”Stadig finde ud af at cykle?”. “Amen, oh my gee Line, du har cyklet, siden du var 3 år…det skal vist nok liiiige gå an.”

I Aabenraa blev der kørt race på tre distancer: en sprint duathlon (5-24-5), en sprint triathlon (500-24-5) og en OL-distance (1500-40-10) med samlet set små 100 deltagere pga corona-begrænsninger. Så det var nogle relativt små felter, der var igang – men fordi det vel er et af de eneste races, der bliver kørt i år, var der et fint niveau all-round. På sprinten vidste jeg, at min tidligere træningsmakker fra Aarhus’ eliteteam Andreas Schönrock og nuværende fra Odense’s eliteteam Daniel Nykvist var til start, og jeg havde inden start leget med tanken om at prøve at følge med dem, så længe jeg nu kunne holde. Lige inden start fik jeg også nys om, at jeg skulle være obs på Thomas Nielsen, en ung triatlet fra Esbjerg, som er kommet til, mens jeg har været ude. Det endte også med at blive de tre, jeg prøvede hestekræfter med/mod. 

Jeg startede dagen med at tage en lidt kontroversiel beslutning. Jeg droppede våddragten, selvom det egentlig var lovligt at svømme med. Vandet var 20 grader, og luften var omkring 30, så jeg vidste, jeg ihverfald ikke kom til at fryse. Desuden er Aabenraa Strand ret lavvande, så jeg vidste også at vi reelt set nok kun kom til at svømme 250-300m af de 500m – resten var delfinhop eller løb i vand. Hvad jeg ville tabe af tid i selve svømningen, satsede jeg på at hente i skiftezonen og på mere fri bevægelighed til løbet i vand og på stranden. Som Per (race arrangør) sagde lige inden start: “Hvis man ikke tager risici, vinder man heller ikke.” Han endte heldigvis med at få ret. 🙂

Daniel Nykvist startede med at få os alle til at ligne amatører, da han tog 10-20 meter på resten af feltet de første 100m. Selve svømningen var ikke det smukkeste, der er kommet ud af mine arme – men jeg kom fint afsted. Vi lå lidt spredt efter første og eneste bøje (jeg lå ihverfald ikke med andre ;p), og kom lidt på afveje – både i fysisk forstand og mentalt. Jeg lå og begyndte at tænke over, om det var tid til at få et tjek hos øjenlæge… Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sigte imod for at komme kortest mulig tilbage til skiftezonen.  “Måske skal jeg snart tilbage og ha de hinkestensbriller, jeg havde som lille, og egentlig er vokset fra…måske er jeg vokset tilbage til dem? Kan man egentlig godt vokse tilbage til sådan noget?….nåh ja, der er et race igang, Thamsi. Refokuser, og så længe du svømmer ind imod menneskemængden, så er du på rette vej”. Jeg havde bare lykkeligt glemt, at der ligesom var rimelig pakket med mennesker langs hele stranden, som der jo er, når den danske sommer rammer +15 grader. Men ind kom jeg, og kun kort efter Daniel og Andreas, mens Thomas var 15 sek. foran. 

Med et af mine bedste skifte til dato (utroligt nok ingen rust her!), kom jeg afsted på cyklen og kunne spotte Thomas. Jeg havde en semi-game-plan om at køre cyklingen progressivt – så de tre runder af 8km blev kørt hurtigere og hurtigere for hver omgang. MEDMINDRE at jeg havde mulighed for at race med drengene – så ville jeg satse hele butikken og køre med. Det er trods alt nok, det jeg har savnet mest. At RACE. 

Og jeg var med det samme i race-mode igen; jeg VILLE hente Thomas, og jeg fangede ham efter 1-2km, hvorefter vi kort kom på afveje fra ruten og lige måtte teste vores u-vending skills, for at komme tilbage på track. Det tog dog max 10-15 sek – men også nok til at hullet ned til Andreas og Daniel blev lukket. Så nu var vi altså samlet, os fire i front, og jeg gjorde mig mentalt klar til, at der ville blive trykket til. Jeg kiggede ned på watt-måleren og tænkte: “Oh f!”. Min plan om at køre progressivt var ihverfald røget; medmindre at jeg ville lave ny FTP-rekord undervejs.  Good-old-aggresivt race 😉 Jeg satte mig bag Andreas i nogle km og blev positivt overrasket over, at jeg kunne følge med. Jeg kunne godt se, at jeg skulle træde nogle rimeligt seriøse watt – og flere end jeg havde regnet med kunne komme ud af benene, men jeg havde det relativt komfortabelt. Ruten var hhv 4km “head-down-og-få-fart-i-cyklen” og 4km mere teknisk kørsel med 13 sving (thank god for skivebremser!) og en blød lille stigning. Strålende kombi, hvis jeg skal sige det! 🙂 Efter 1 runde lagde jeg mig i front igen, og da jeg kiggede tilbage 4 km senere, kunne jeg kun se Thomas.

Lige dér tænkte jeg halvt “Fork, hvor fedt….nu skal jeg altså have hurtigste cykelsplit overall!!” – og halvt: “Åh nej Line, hvad har du rodet dig selv ud i. Det kan altså godt være, du dør med løbeskoene på“. (Det ville i så fald ikke blive første gang, at jeg kørte over evne pga adrenalinens smertestillende funktion ;). Jeg holdt hjem og kørte ærlig talt meget bedre end forventet. Maja havde sagt til mig lige inden start: “Husk nu på, at hvis det bliver lige så godt som en god træningsdag, så er det perfekt!” Og det er så sandt – det er sjældent, at man er meget bedre end sine bedste træningsdage i race (selvom en nedtrapning og lidt adrenalin altid hjælper 😉 ) – i virkeligheden rammer man nok oftere et groft gennemsnit af sine træningsdage. Og så en gang i mellem rammer man mere, end hvad man har præsteret i træningen op til….og det var én af de halv-magiske dage! Jeg kom først i T2 (40.2 i snit), skarpt forfulgt af Thomas. Jeg fik efterfølgende et par kommentarer omkring hvor “hurtigt min cykel kørte”…og ved I hvad, det er sgu iorden 🙂 Lad os ikke underminere, at godt udstyr er rimelig essentielt for at køre hurtigt – og hands down, så er min nuværende TT-cykel Specialized Shiv Disc den bedste cykel, jeg nogensinde har kørt på! I skiftezonen ventede de berygtede løbesko fra Nike mig. Dem der efter sigende, giver 4% hurtigere løb. Og jo, de er sgu hurtige – når de først er på! Men de sekunder jeg vandt i løbeskoene, tabte jeg nok også i skiftetiden 😉

Thomas kom altså ud af skiftet foran mig, og fik hurtigt et hul på 100m. Det havde han også, da vi rundede første af to runder. I sidelinjen stod Andreas Petz men en entusiasme, som om vi kørte VM: “DU KAN VINDE OVERALLL!” Med den opfordring, smed jeg en mental lasso om livet på Thomas og begyndte at hive til. Hvad der hele tiden havde føltes som et rimeligt komfortabelt race, blev lige pludselig meget ukomfortabelt! 😉 Det var også, som om Thomas kunne mærke at jeg trak i ham, og han fik også tilsvarende gang i farten i front. Med 1 km til mål indså jeg, at jeg ikke ville nå at hente ham, og jeg lod mig selv nyde hele situationen. I’m back. På hjemmebane. Foran min familie, tidligere svømmetrænere, træningsmakkere, mine folkeskole-veninders forældre, gymnasielærere – og ikke mindst tyske turister og små-berusede strandgæster. Jeg kunne virkelig ikke have ønsket mig mere, og hvis det skulle ende med at være det eneste race i år, så er det også helt okay. Jeg er blevet vant til at vente. Og jeg er glad for have ventet.

Thomas endte med at vinde, og jeg kom ind 40 sek efter. Jeg tikkede en løbetid på noget i 19:50’erne, og der virker til at være rimelig bred enighed om, at ruten var 5.2km. Jeg startede løb op i april efter en skadespause og er pt på 40km/ugen med én ugentlig kvalitetssession. Jeg har ikke rigtig løbet noget i sub 4:00 pace (ihvertfald ikke uden at det har været yderst ubehageligt og bambi-på-glat-is-teknik), så det var en positiv overraskelse at løbe med den fart på offbike. Daniel kom i hælene på mig, og så Andreas, der også kom tilbage efter en længere skadesperiode. Podie-festen blev der ikke noget af i år pga. virussen, men lad mig nævne, at jeg havde virtuelt selskab på kvinde-podiet af Shiva Leisner og Janne Frimodt. OL-distancen blev vundet af to af mine goodies: Daniel Bækkegård og Maja Stage. 

Tusind tak til crewet og de frivillige bag Aabenraa Triathlon, for at gøre det muligt – for at tage kampen op imod alle corona reglerne og stille et rigtig godt arrangement på benene. Ikke mindst, og et meget længe ventet, TAK til mine supportere, der stadig er med – igennem mudder og glimmer. Tak til mine træningsmakkere for at holde mig kørende i de sidste par år, og for at hjælpe mig i form de sidste par måneder. Da jeg kom til træning mandag aften, lavede Miki en jubelscene, som om jeg havde vundet et mesterskab. Vi ved alle, at der er stadig lang vej fra Aabenraa til det, men symbolsk set var det sgu Tri Team SDU i en nøddeskal! TAK 🙂

Lad mig slutte af i bedste Randy-stil: I am back! Men ps: Jeg var egentlig aldrig sådan rigtig væk… 😉 

Leave a Reply

Scroll to top